Aarhus Biathlon

Aarhus første IBU Biatlet :D

Mikki Hegnslund Aarhus Biathlon, DSB/ASF kan nu kalde sig for “IBU Biathlete”.

Mikki startede til Biathlon dengang Aarhus Biathlon var en del af Århus Riffelskytteklub (ÅRK), for snart 2 år siden i 2024. Efter at have flyttet fra Sjælland til Aarhus for at starte på studie ved Aarhus Universitet. og som alpin ski entusiast, havde han længe gået og drømt om en dag at kunne dyrke Biathlon, sådan “rigtigt”. Nogle kontakter Mikki havde indenfor skiskydningssporten gjorde opmærksomt på at der faktisk var mulighed for at dyrke sporten i Aarhus.

Han fik prøvet sporten i løbesko som konkurrenceform i Aarhus, og havde endda god succes i den første turnering han stillede op i, i september 2024. Efter den oplevelse har han arbejdet målrettet på at komme til et rigtigt skiskyttestævne. Noget som ingen andre fra Aarhus har prøvet på før. 

Mikki har udover træningsindsatsen på Vestereng Skydebaner, haft mange træningstimer på rulleski i Aarhus Rulleskiklub, og været i Sverige hvor han har været ude at prøve diverse langrends og rulleski anlæg. Senest har han både været i Ätrans og Borås i løbet af 2025 for at træne sporten i de rigtige omgivelser.

Det har vist sig, at der er mulighed for at deltage i det Svenske Skiskytteforbunds stævner, hvor også Ballerup Biatlon deltager. Ballerup Biatlon er foregangsklubben i Danmark, og der har man formået at opbygge en stor gruppe af skiskytter, hvilket vi i Aarhus længe har været misundelige på. Nu har Mikki vist vejen, til at der også fra Aarhus kan komme skiskytter med til den slags stævner.

For at kunne deltage i IBU regionalstævnerne (SWE CUP) i Sverige er det dog et krav at være registreret hos IBU. Efter at have ansøgt igennem den danske del af IBU, fik Mikki godkendt ansøgning om at blive registreret skiskytte d. 25. januar i år. Til stor jubel for Mikki, men så sandelig også for Aarhus Biathlon.

Det skal nævnes, at der er et godt stykke vej op til de der i dag stiller op i Sverige og det kan være en barsk oplevelse at stå på langrendsski sammen med folk der set med danske øjne får skiene på “lige uden for fødselsgangen”. Men: man skal som bekendt være klar til at kravle, før man kommer til at gå !

Stort tillykke herfra og al mulig held og lykke til den første konkurrence. Det bliver spændende at følge.

Hvis man vil følge alle de danske skiskytters meriter, inklusive Mikkis, så er det bare at gå på IBU’s hjemmeside og slå op under IBU Biathletes og søge på danske skiskytter.

Udklip fra IBUs liste over Biatleter fra Danmark.